Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Stjernehimlen i december 2016





Stjernehimlen i december 2016

Årstiderne
Dagens længde
Nymånen
Venus
Merkur
Mars
Konjunktion mellem Mars og Neptun
Galilei, Neptun og Uranus
Uranus
Jupiter
Saturn
Geminiderne
Ursiderne
Orion
Algol
Månens faser
 

Med december tager vi hul på årets sidste måned. De sidste blade er faldet af træerne, efteråret er slut, og den første vintermåned står for døren. Selv om vi har vidst det et helt år, er december traditionelt ensbetydende med stress og jag for at nå det hele inden Jul, men det bør ikke forhindre nogen i at løfte blikket, for i de lange nætter omkring vintersolhverv skulle man gerne have et par timer til overs under stjernehimlen. Selv om december regnes for den første vintermåned, vil mange af sommerens stjernebilleder fortsat stå på himlen umiddelbart efter solnedgang. Særligt vil man lægge mærke til Sommertrekanten, hvor stjernebilledet Svanen i denne måned spiller en særlig rolle for den kommende højtid. I det utænkelige tilfælde af overskyet er der i december tradition for en anden måde at løfte blikket.

Årets 12 måneder inddeles i fire årstider, hvor hver årstid varer tre måneder. Rent vejrmæssigt er overgangen naturligvis flydende, så derfor har astronomerne, meteorologerne og kalenderfabrikanterne i vores del af verden fastsat et bestemt tidspunkt.

Den astronomiske inddeling tager udgangspunkt i forårsjævndøgn. Astronomisk set begynder foråret på den nordlige halvkugle således den 21. marts, når Solen står lodret over Ækvator. Foråret varer indtil sommersolhverv den 20. juni, hvor Solen når sin højeste position på Ekliptika. Herefter er der sommer indtil efterårsjævndøgn, som igen varer indtil vintersolhverv den 21. december, hvor vinteren begynder. Vinteren slutter ved forårsjævndøgn, og en ny cyklus begynder.

Den traditionelle inddeling følger kalendermånederne. Denne inddeling benyttes f.eks. af meteorologerne, fordi det gør det nemmere at udarbejde månedsvise klimatologiske beregninger. I denne inddeling begynder foråret den 1. marts, sommeren den 1. juni, efteråret den 1. september og vinteren den 1. december.

Dagene er korte i december. Den 1. står Solen op kl. 08:22 og går ned kl. 15:53. Det giver en dagslængde på 7 timer og 31 minutter, og den 31. er de tilsvarende tider henholdsvis kl. 08:46 og kl. 15:57, hvilket vil sige 7 timer og 11 minutters dagslys, så selv når tusmørket trækkes fra, bliver det til mange mørke timer. Ind imellem har vi passeret årets korteste dag, som i 2016 falder den 21. december. Helt præcis når Solen sin sydligste position på Ekliptika kl. 11:44. Når Solen kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd kl. 12:17, befinder den sig kun godt 11º over horisonten. Skyggerne er derfor ekstra lange selv ved middagstid. I modsætning hertil står Solen 58º over horisonten ved midsommer. Bemærk at dette gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering.



Vintersolhverv.

En klar aftenhimmel den 1. december giver mulighed for at se et smalt månesegl 5º-6º over den sydvestlige horisont i tusmørket tre kvarter efter solnedgang. Måneseglet er så smalt, fordi det kun er godt 2 døgn efter nymåne, så måske kan det blive nødvendigt at bruge en prismekikkert i første omgang, men allerede den følgende aften er belysningsgraden blevet så meget større, at det ikke skulle volde problemer. Et stærkt lysende punkt tiltrækker sig også opmærksomheden, og næste aften igen, dvs. den 3. december, står Månen nogle få grader fra dette stærkt lysnede punkt, som de fleste hurtigt kan identificere som planeten Venus.


Aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang den 1. december 2016.

Venus har en lysstyrke på mag. ÷4,2 og kan derfor ses allerede omkring solnedgang. I løbet af måneden stiger lysstyrken endda og ender på mag. ÷4,4 inden nytår. Samtidig bliver højden over horisonten større for hver aften, fordi planeten bevæger sig højere op på Ekliptika og derudover øger vinkelafstanden til Solen. Ved juletid går den ned næsten 4 timer efter Solen og vil således stå som en strålende Julestjerne gennem alle højtidsdagene.

I begyndelsen af måneden befinder Merkur sig også på aftenhimlen, men selv om den lille solnnære planet opnår en vinkelafstand til Solen på 21º under største østlige elongation den 11. december, er det en meget ugunstig tilsynekomst set fra vore breddegrader. Merkurs specielle baneforhold betyder, at den her i december befinder sig langt under Ekliptika og derfor går ned så kort tid efter Solen, at den forsvinder i tusmørket.

Venus bevæger sig hurtigt mod øst og passerer fra Skytten gennem Stenbukken, inden den ender i Vandmanden på årets sidste dag. På ovenstående kort kan man se, at Mars befinder sig i samme område. Også den røde planet bevæger sig mod øst, men væsentligt langsommere end Venus. I begyndelsen af måneden er der omkring 23º mellem Venus og Mars. Denne afstand er reduceret til 12º i slutningen af måneden, og selv om Mars med en lysstyrke på mag. 0,8 er 100 gange svagere end Venus, er det alligevel det næstklareste objekt på denne del af himlen, fordi Stenbukken og Vandmanden består af forholdsvis svage stjerner.

Et lidt pudsigt forhold ved Mars her sidst i 2016 er, at den faktisk går senere og senere ned i forhold til Solen, selv om vinkelafstanden mellem de to bliver mindre. Det skulle alt andet lige betyde tidligere nedgang, men eftersom Mars ligesom Venus bevæger sig højere op på Ekliptika, betyder det også en længere dagbue - altså længere tid over horisonten og højere på himlen ved tusmørkets begyndelse. Den 1. december går Mars ned 4 timer og 18 minutter efter Solen, medens nedgangen den 31. december finder sted 4 timer og 36 minutter efter Solen.

Den sene nedgang giver mulighed for et spektakulært syn på årets sidste dag. Planeten Neptun befinder sig også i Vandmanden. På grund af sin store afstand bevæger Neptun sig meget langsomt i forhold til baggrundsstjernerne. Mars indhenter derfor Neptun og passerer tættest forbi den 31. december. Det spektakulære syn kræver et teleskop eller en god prismekikkert, fordi Neptun kun har en lysstyrke på mag. 8. Gennem en prismekikket kan man ikke skelne hverken Mars’ eller Neptuns skive på henholdsvis 5,7” og 2,2”, idet der kræves en forstørrelse i nærheden af 100× for så små objekter. Man skal være klar, så snart der bliver tilstrækkeligt mørkt, dvs. medens de to planeter stadig står forholdsvis højt på himlen. Her i Danmark går de ned inden tætteste møde, som finder sted tidligt om morgenen den 1. januar, og som kun kan ses fra Stillehavsområdet. Konjunktionen er det tætteste møde mellem de to planeter i mere end 700 år.



Konjunktionen mellem Mars og Neptun. Billedet øverst viser situationen den 31. december kl. 19:30. Neptun har en lysstyrke på mag. 8, og til sammenligning er lysstyrken på de tre klareste stjerner  angivet. Afstanden under tætteste møde (nederst) kommer helt ned på 4½’, og det fremgår tydeligt, at det er Mars, som bevæger sig, medens Neptun stort set er stationær. Synsfeltet på kortene er 1º.

Dette minder lidt om, dengang Neptun blev opdaget af Galilei - uden at han vidste det. I slutningen af 1612 og begyndelsen af 1613 observerede han ved flere lejligheder Jupiter for at holde øje med dens måner. Galilei nedskrev sine iagttagelser i sin journal, og her kan eftertiden se, at han markerede en svag baggrundsstjerne, som syntes at have flyttet sig lidt i forhold til den position, han havde angivet ved forrige observation. Galilei antog dette for en observationsfejl og forfulgte ikke sagen yderligere. Det han så, var i virkeligheden Neptun, som passerede tæt forbi Jupiter på netop dette tidspunkt. Galileis teleskoper var ikke så gode, at han var i stand til at se planetens skive på 2,3", men han var alligevel det første menneske, som så denne fjerne klode. Herefter gik der mere end 200 år, før Neptun blev genopdaget.


Øverst Galileis skitse fra 27./28. december 1612 og nederst fra den 28./29. januar 1613. Neptun
er ved begge lejligheder angivet som Stella fixa.

Lige så pudsigt er det, at planeten Uranus også var meget tæt på Jupiter under Galileis observationer. I februar 1610 lå Uranus mindre end 2º nordvest for Jupiter, medens Galilei var i gang med de undersøgelser, han omtaler i sin bog Sidereus Nuncius. Uranus er både mere lysstærk og har en tilsyneladende udstrækning, der er 50% større end Neptuns. Galileis teleskoper havde et meget snævert synsfelt, og da han koncentrerede sig om Jupiter, fik han formodentlig aldrig øje på Uranus, som først blev opdaget af Herschel i 1781.

Herschel troede først, at han havde opdaget en komet, men ret hurtigt gik den rette sammenhæng op for ham. Uranus blev fundet i området mellem Tyren og Tvillingerne, og da den bruger 84 år til en omgang rundt om Solen, har den kun taget knap tre runder siden da og befinder sig i øjeblikket i Fiskene. Uranus har en lysstyrke på mag. 5,8 og skal opsøges i nærheden af stjernen ζ (Zeta) Piscium på mag. 5.

Uranus befinder sig lidt mindre end 1º øst for ζ hele måneden, og da den bevæger sig retrogradt, er afstanden svundet til knap ½º inden månedens udgang. Pas på ikke at forveksle Uranus med en stjerne (88 Piscium) på mag. 6, som ligger ½º syd for ζ. I modsætning til Uranus bevæger den sig imidlertid ikke. Via stjernekortet på Heavens-above kan man se et detaljeret kort over området ved at markere den pågældende position.


Uranus’ markeret med en lille grøn skive til venstre for ζ.  Området findes med udgangspunkt i Pegasusfirkanten, som ses øverst til højre.

Uranus forsvinder under horisonten et par timer efter midnat. Uranus er den svageste planet, som teoretisk kan ses med det blotte øje under en helt mørk himmel. Når den går ned, bliver den afløst af Solsystemets næstklareste, nemlig Jupiter, som problemfrit kan findes uden et detaljeret søgekort. Jupiter har i denne måned en lysstyrke på mag. ÷1,8. Jupiter befinder sig i Jomfruen 8º vest for stjernebilledets klareste stjerne Spica. Jupiter kommer først i opposition i begyndelsen af april næste år, hvilket betyder, at den ikke har påbegyndt sin oppositionssløjfe endnu. I løbet af december bliver afstanden mellem Jupiter og Spica derfor mindre og ender på 4º på årets sidste nat.

Jomfruen ligger omkring himlens Ækvator og kommer derfor ikke mere end omkring 35º over horisonten på vore breddegrader under kulminationen. Det er dog tilstrækkelig højt over atmosfærens slørende nederste dele til at studere Jupiter i større detaljer gennem et teleskop. Jupiters skive har i december en udstrækning på 34”, så med selv et forholdsvist beskedent teleskop er det nemt at se især planetens to mørke ækvatoriale skybælter og dens berømte røde plet. Jo større og bedre teleskop man benytter, jo flere detaljer kan naturligvis ses på selve planeten, medens de fire galilæiske måner kan ses gennem stort set ethvert teleskop. Jupiter står ganske vist så sent op, at man kun har nogle få timer til rådighed, men alligevel kan man i løbet af denne korte tid se, hvordan månerne under deres kredsløb om planeten skifter position i forhold til hinanden.

Allersidst på måneden og lige før daggry kan man være heldig at få et glimt af Saturn, som står op omkring 1½ time før Solen. Ringplaneten når ikke at komme særlig højt op på himlen, dels fordi den står op i daggryet, og især fordi den befinder sig i Skorpionen, som ligger helt nede i Ekliptikas nederste dele.

I december kan vi normalt se frem til den årligt tilbagevendende stjerneskudssværm Geminiderne. Det kan vi naturligvis også i år, men oplevelsen bliver ikke så god som i andre år. Geminiderne har maksimum natten mellem den 13. og 14. december, og samme nat er der fuldmåne. Det betyder, at de svageste meteorer ikke kan ses, hvilket reducerer antallet betragteligt. Adskillige af Geminiderne er ofte ret lysstærke, så nogle stykker skal det nok blive til for den tålmodige. Desuden står radianten op tidligt om aftenen, idet Tvillingerne er på himlen omkring kl. 19:00, og omkring kl. 02:00 står den lige i syd, så man har hele natten til rådighed.

En mindre kendt sværm er Ursiderne, som har maksimum natten mellem den 21. og 22. Som navnet antyder, udspringer Ursiderne fra Lille Bjørn, idet radianten ligger i nærheden af ß UMi, også kaldet Kochab. ZHR ligger omkring 10, radianten står højt på himlen hele natten, og Månen er i sidste kvarter, så der er mørk himmel indtil et par timer efter midnat. 

  Ursidernes radiant.

Endelig må vi jo ikke glemme stjernerne. Decembers nattehimmel er domineret af de store vinterstjernebilleder, og frem for alt er det Orion, som markerer sig. Orion er efter manges mening himlens smukkeste stjernebillede og kan ses midt om natten i sydlig retning halvvejs oppe på himlen. Stjernebilledets form som en atletisk mandsperson er ikke til at tage fejl af, og det er da også opkaldt efter en af de store helte fra den græske mytologi. 

Det mest markante træk ved Orion er de tre bæltestjerner, som danner en skrå linje midt i stjernebilledet. En linje gennem de tre stjerner viser vej til himlens klareste stjerne Sirius. Orions to klareste stjerner, Betelgeuze og Rigel, udgør henholdsvis øverste venstre og nederste højre hjørne af stjernebilledet, og selv om begge stjerner er superkæmper, er de meget forskellig af fysisk natur.

De to stjerners forskel kan tydeligt ses med det blotte øje. Betelgeuze er en rød superkæmpe, dvs. en stjerne, der har gennemløbet det meste af sin tilværelse og nu er svulmet kraftigt op. Dens størrelse varierer en del, hvilket kan konstateres ved, at dens lysstyrke varierer over en årrække. Rigel befinder sig derimod i den modsatte ende af tilværelsen. Det er en forholdsvis nydannet stjerne, som klassificeres som blå superkæmpe.




Lige så kendt som Orions Bælte er Oriontågen. Med det blotte øje ses den som en tåget udseende stjerne midt i Sværdet lige under bæltet.


Oriontågen.

Tågen bliver tydelig i en almindelig prismekikkert, men dens struktur kan først skelnes gennem et større teleskop eller endnu bedre ved fotografering med lang eksponeringstid. I Oriontågen dannes der nye stjerner, og om nogle millioner år vil der kunne ses en stor åben stjernehob på stedet. 

De mange mørke timer i december giver gode muligheder for at iagttage en af himlens mest berømte stjerner. Det drejer sig om Algol, ß Persei, som er en af de klareste variable stjerner på nattehimlen. Det er forholdsvist nemt at følge dens lysstyrkeændringer, og endnu nemmere er det, såfremt man i forvejen ved, hvornår den har sit minimum.

I den klassiske mytologi repræsenterer Algol gorgonen Medusas afhuggede hoved, som Perseus holder i sin venstre hånd. Nogle versioner af mytologien omtaler dog blot Algol som Medusas onde øje, hvis blik er i stand til at forvandle enhver til sten. Det er ikke vanskeligt at forestille sig Algol som en dæmonstjerne, når man ser gennem øjnene på vores forfædre, der forestillede sig nattehimlen befolket af mærkelige væsener. Når mere end halvdelen af Algols lys forsvinder nogle timer for derefter at vende tilbage til normalt igen, må det have givet dem en følelse af skræk.

Algol varierer, fordi den i virkeligheden er en dobbeltstjerne bestående af en svag K-stjerne og en klar B-stjerne. Systemet har en sådan orientering, at baneplanet vender mod Jorden, så de to stjerner synes at passere ind foran hinanden. Faktisk er Algol prototypen på denne denne klasse af formørkelsesvariable. Det meste af tiden lyser Algol med 2. størrelsesklasse, dvs. omtrent det samme som de klareste stjerner i Karlsvognen. Men én gang hver 2,87 dag passerer den svageste stjerne i systemet ind foran den klareste, så en del af dennes lys bliver blokeret. Vi kan derfor se, at Algol begynder at blive svagere, indtil den når et minimum på omkring mag. 3½. Denne formindskede lysstyrke varer omkring to timer, hvorefter Algol ingen begynder at blive klarere for til sidst at vende tilbage til det normale. Hele forløbet varer omkring 10 timer, så det er naturligvis en udfordring at finde det rette tidspunkt. Tabellen herunder viser tidspunkterne for Algols minimum i december. De første tegn på aftagende lysstyrke begynder omkring 5 timer før det pågældende tidspunkt og fuld lysstyrke opnås ligeledes igen omkring 5 timer efter.



Den bedste måde at følge Algols ændringer er ved at sammenligne dens lysstyrke med andre stjerner med kendt størrelse, som ikke varierer i lysstyrke. På kortet af Perseus herunder er lysstyrken på de øvrige stjerner i stjernebilledet angivet med rødt.





 Månens aktuelle fase kan ses her.

 

 

 

 Godt Nytår. 

Husk konjunktionen mellem den røde Mars og den blå Neptun først på aftenen inden raketterne sendes op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg  
434007