Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Stjernehimlen i november 2016




Stjernehimlen i november 2016

Venus og Saturn
Skytten
Mars
Neptun
Uranus
ζ Piscium
Jupiter
γ Virginis
"Supermånen"
Andromedamyten
Andromedagalaksen
Leoniderne
Månens fase

Ved overgangen til november kan det for alvor mærkes, at efteråret går på hæld, for efter at have taget afsked med sommertiden den sidste søndag i oktober, kan man konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Solen går ned kl. 16:39 den 1. november, og den står først op igen kl. 07:27 den følgende morgen. Når tusmørket trækkes fra, har man således alt efter interesse og udholdenhed 12-13 timer til rådighed under stjernehimlen, og netop det sene efterår er en god sæson for en tur under stjernerne. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.



De tre kort viser stjernehimlen henholdsvis den 1. november 2016 kl. 18:00, midnat mellem 1. og 2. november og den 2. november kl. 06:00.

1. november går Solen som nævnt ned kl. 16:39 (gælder for Odense). Samme aften går Månen ned kl. 17:56, hvilket vi sige, at den kan ses som et meget smalt segl tæt på horisonten i sydvestlig retning, når himlen er blevet tilstrækkelig mørk. I samme område kan man se Venus, som ligeledes står tæt på horisonten, men planetens lysstyrke på mag. ÷4,0 trænger nemt gennem tusmørket.  Det samme er ikke tilfældet for Saturns vedkommende. Ringplaneten står omkring 5º til højre for Venus. Det svarer nogenlunde til synsfeltet i en prismekikkert. Det kan nemlig blive nødvendigt at tage dette hjælpemiddel i brug, for med en lysstyrke på mag. 0,5 vil det være vanskeligt at se Saturn med det blotte øje så tæt på horisonten. 

Næste aften har Månen bevæget sig op i nærheden af Saturn, så den kan bruges som vejviser til et forsøg på at spotte ringplaneten med det blotte øje. Det bliver en af de sidste chancer i denne omgang, for Saturn nærmer sig Solen og forsvinder i tusmørket i løbet af de kommende par uger. Saturn kan dog fortsat ses på nært hold. NASAs Cassinisonde er efter mere end 12 år ved at afslutte sin undersøgelse af Saturn, ringene og månerne. Efter planen afsluttes missionen i september 2017.



Aftenhimlen den 2. november 2016 kl. 17:25.

Venus forbliver derimod synlig, idet den bevæger sig mod øst blandt baggrundsstjernerne, så den hele måneden holder trit med Solens ligeledes østgående bevægelse. Den største ulempe er, at Venus befinder sig i Skytten, der som bekendt står meget lavt på danske breddegrader. Selv om Venus næsten altid kan ses på grund af sin store lysstyrke, har 2016 ikke været et gunstigt år for dens vedkommende. Gennem hele foråret befandt den sig på morgenhimlen, og netop om foråret ligger Ekliptika meget fladt mod horisonten om morgenen, hvilket betyder, at planeterne aldrig når at komme ret højt på himlen inden daggry. Nu har Venus bevæget sig om på aftenhimlen, men det er forholdene ikke blevet bedre af, for på denne årstid ligger Ekliptika fladt mod horisonten om aftenen. Efter nytår bliver det imidlertid meget bedre, og i de tre første måneder af 2017 bliver Venus et markant objekt på aftenhimlen. 


Kortet viser Saturns, Venus’ og Mars baneforløb fra 1. til 30. november 2016.
Bevægelsen foregår mod venstre (dvs. mod øst). Skytten ligger i retning af Mælkevejens centrum og er hjemsted for mange af objekterne i Messiers katalog. Messierobjekterne er markeret med blå kryds, men den negative deklination gør desværre flertallet af dem svært tilgængelige fra danske breddegrader.

På de gamle stjernekort er Skytten afbildet i form af en kentaur med bagkrop og ben fra en hest, medens den øverste del af kroppen er fra en mand. Manden er iført en kappe og sigter med sin spændte bue i retning af det tilstødende stjernebillede Skorpionen.  


Skytten, den kentauragtige bueskytte afbildet på Uranias Mirror fra 1824.

Skytten er af sumerisk oprindelse og blev senere overtaget af grækerne, og det bidrager til at forklare forvirringen om dens identitet. Eratosthenes tvivlede på, at det var en kentaur med det argument, at kentaurer ikke bruger buer. I stedet beskrev Eratosthenes Skytten som et fire-benet væsen med halen fra en satyr. Han sagde, at denne figur var Euphemes søn Crotus. Eupheme var musernes barnepige (muserne selv var ni døtre af Zeus). Ifølge den romerske mytefortæller Hyginus var Crotus’ far Pan, hvilket bekræfter Eratosthenes’ opfattelse af, at Skytten skulle være afbildet som en satyr snarere end en kentaur.

Crotus opfandt bueskydning og gik ofte på jagt på hesteryg. Han boede på Heliconbjerget hos muserne, der nød hans selskab. De sang for ham, og han applauderede højt. Muserne bad Zeus om at anbringe ham på himlen, hvor han ses demonstrere bueskydningskunsten. Ved Skyttens forben ses en cirkel af stjerner, som Hyginus sagde, var en krans, der var faldet af Skyttens hoved. Denne ring af stjerner er stjernebilledet Sydlige Krone.

Alfa Sagittarii bliver alternativt kaldet Rukbat eller Alrami, begge udledt fra det arabiske rukbat al-Rami, bueskyttens knæ. Beta Sagittarii kaldes Arkab, fra et arabisk navn ’bue-skyttens achillessene’. Gamma Sagittarii er Alnasl, fra arabisk i betydningen ’punktet’ med henvisning til spidsen af pilen.

Delta, Epsilon og Lambda Sagittarii kaldes henholdsvis Kaus Media, Kaus Australis og Kaus Borealis. Ordet Kaus kommer fra det arabiske al-qaus, 'buen', mens suffikserne er latinske ord, som betyder henholdsvis midten, sydlige og nordlige del af buen. Zeta Sagittarii er Ascella, et latinsk ord, der betyder ’armhule’. Alle disse navne følger nøje de beskrivelser af stjernernes positioner, som Ptolemæus gav i sin Almagest.

Sidst, men ikke mindst, omtales Sigma Sagittarii, kaldet Nunki. Dette navn er blevet indført forholdsvis sent af søfarere, selv om det ikke er nyt, for det blev taget fra en liste over babylonisk stjernenavne. Det babylonske navn Nun-Ki blev givet til en hel gruppe stjerner, der repræsenterede deres hellige by Eridu ved Eufrat. Navnet bliver nu udelukkende anvendt til Sigma Sagittarii, og det har ry for at være det ældste stjernenavn i brug.

Som det fremgår af ovenstående kort over planeternes banebevægelse i november, står Mars ligesom Venus i begyndelsen af måneden i Skytten. Mars har en lysstyrke på mag. 0,4 og er således et af de klareste objekter i området. Grænsen mellem Skytten og Stenbukken passeres den 8. november, og Mars’ østgående bevægelse betyder, at den ligesom Venus bibeholder vinkelafstanden til Solen, og samtidig får den en højere deklination. Alt i alt betyder det, at Mars går senere og senere ned. Den 1. november går den røde planet ned kl. 20:52 og den 30. kl. 21:10.  Den forlængede synlighedsperiode bliver imidlertid ikke omsat til bedre observationsforhold gennem et teleskop. Afstanden mellem Jorden og Mars er i november så stor, at den lille planet kun ses under en synsvinkel på 7”.

Som kompensation herfor er Mars i øjeblikket under skarp observation fra en lang række omkredsende og landsatte rumsonder: 2001 Mars Odyssey, Mars Express, Opportunity, Mars Reconnaissance Orbiter, Curiosity, Mangalyaan, MAVEN, ExoMars Trace Gas Orbiter og Schiaparelli EDM lander. I skrivende stund er de to sidstnævnte på vej mod Mars og forventes at ankomme den 19. oktober.

Solsystemets yderste planet, Neptun, har en lysstyrke på mag. 7,9. Indtil 1846 var den ukendt for astronomerne, men i dag kan enhver med en god prismekikkert, et stjernekort og lidt tålmodighed selv finde den på himlen. Neptun befinder sig i øjeblikket i Vandmanden, nærmere bestemt 2½º fra λ (Lambda) Aquarii på mag. 3,7. (Synsfeltet i en prismekikkert er omkring 5º-6º). Normalt kan man genkende en planet eller asteroide på dens bevægelse i forhold til baggrundsstjernerne fra aften til aften. Neptun afslutter imidlertid sin retrograde bevægelse midt i november og ændrer derfor kun sin position meget lidt i månedens løb. Nedenstående kort over Vandmanden viser λ’s position, og detailkortet viser Neptuns position i forhold hertil. Ved månedens begyndelse står Vandmanden lige mod syd, og den går ned kort tid efter midnat. Ved månedens afslutning forekommer nedgangen et par timer tidligere.  




Tallene på detailkortet henviser til de pågældende stjerners lysstyrke. λ har som nævnt en lysstyrke på mag. 3,7 og Neptun har mag. 7,9.

Solsystemets næstyderste planet, Uranus, er noget nemmere at finde. Uranus blev opdaget i 1781, og med en lysstyrke på mag. 5,7 kan man undre sig lidt over, at den ikke blev fundet før. Efter opdagelsen viste det sig da også, at den var afbildet som en svag stjerne på adskillige stjernekort. Uranus findes nemmest med udgangspunkt i ζ (Zeta) Piscium på mag. 5,2. Den 1. november befinder Uranus sig 2º øst for ζ. Uranus var i opposition den 15. oktober og bevæger sig fortsat retrogradt, så ved månedens udgang er afstanden svundet til knap 1º. Pas på ikke at forveksle Uranus med en stjerne på mag. 6, som ligger ½º syd for ζ. I modsætning til Uranus bevæger den sig imidlertid ikke. Via stjernekortet på Heavens-above kan man se et detaljeret kort over området ved at markere den pågældende position.


Den grønne streg viser Uranus’ retrograde bevægelse i løbet af november. Området findes med udgangspunkt i Pegasusfirkanten, som ses øverst til højre.

ζ Piscium er en optisk dobbeltstjerne med komponenter på henholdsvis mag. 5,2 og mag 6,3. Adskillelsen er 23”, hvilket vil sige, at den er forholdsvis nem at opløse. En optisk dobbeltstjerne er ikke en ’rigtig’ dobbeltstjerne, men forekommer, når to stjerner står meget tæt sammen, når de ses fra Jorden. De er således ikke fysisk forbundne. I dette tilfælde er afstanden til den klareste komponent, ζ Psc A, 148 lysår, medens den svageste, ζ Psc B, ligger i en afstand af 195 lysår.

 Princippet i en optisk dobbeltstjerne.

Den svageste komponent, ζ Psc B, er imidlertid en ægte dobbeltstjerne - en såkaldt spektroskopisk dobbeltstjerne, hvor to stjerner kredser omkring hinanden. I en spektroskopisk dobbeltstjerne står de to stjerner så tæt sammen, at de ikke kan adskilles med et teleskop.  Ved at undersøge spektret kan astronomerne imidlertid se, at lyset stammer fra to forskellige stjerner. Eftersom stjernerne bevæger sig omkring et fælles tyngdepunkt, bliver spektrallinjerne forskudt frem og tilbage i forhold til hinanden i et karakteristisk mønster.

Jupiter står op mod øst ved halvfemtiden om morgenen, og ved månedens udgang sker opgangen kl. 03. Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷1,7 og befinder sig ved månedens begyndelse nogle få grader syd for γ (Gamma) i Jomfruen.

Gamma Virginis også kaldet Porrima, er en dobbltstjerne, hvis to komponenter er omtrent lige store. Den ene har en tilsyneladende lysstyrke på mag. 3,65 og den andens er på mag. 3,56. Den samlede lysstyrke er mag 2,74. Omløbstiden er 169 år, hvilket betyder, at man i løbet af nogle få år kan se, at stjernerne kredser omkring hinanden (eller rettere sagt om et fælles tyngdepunkt). De to stjerner kredser omkring hinanden i et meget elliptisk baneforløb, hvor afstanden varierer mellem 5 AU og 81 AU. De var tættest på hinanden i 2005, så i de senere år har Gamma Virginis været en forholdsvis svær dobbeltstjerne at opløse, men her mere end 10 år senere er afstanden efterhånden blevet så stor, at stjernerne igen kan adskilles i et mindre teleskop. Gamma Virginis befinder sig så tæt på Ekliptika, at den jævnligt bliver okkulteret af Månen.


Gamma Virginis. Når afstanden er mindst, er den kun 0,4”.

Jupiter kommer først i opposition den 7. april 2017. I øjeblikket bevæger den sig derfor progradt og indleder først sin oppositionssløjfe efter nytår. Jupiter er Solsystemets største planet, og i november har den en tilsyneladende skive på 32”, hvilket gør det nemt at se de forskellige skybælter i dens atmosfære gennem selv et mindre teleskop. Et lille teleskop er ligeledes tilstrækkeligt til at se de fire store måner, som skifter indbyrdes position i løbet af få timer.


Jupiters bane gennem Jomfruen det næste halve år.

Der er fuldmåne den 14. november, og denne gang under lidt specielle omstændigheder. Månens bane om Jorden er som bekendt elliptisk, så én gang under hvert omløb passerer den naturligvis det punkt, hvor den er tættest på Jorden. Dette punkt kaldes perigæum. Månen bruger 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 6 sekunder til ét omløb om Jorden. Dette er tiden, der går for Månen at bevæge sig 360º i forhold til stjernerne, medens tiden i forhold til retningen mod Solen, dvs. fra den ene fuld- eller nymåne til den næste er lidt mere end 2 døgn længere, nemlig 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder. Det skyldes, at Jorden og Månen kredser omkring Solen, og derfor bevæger sig omkring 30º frem i banen i løbet af disse knap fire uger. Denne afstand skal indhentes, inden de tre legemer igen står på linje, og det tager de førnævnte godt 2 døgn.  

Månens perigæum finder derfor ikke sted under samme månefase, fordi den bliver forskudt de godt 2 døgn for hvert måneomløb. Èn gang om året falder perigæum tæt på fuldmåne, én gang tæt på nymåne, og resten af tiden under forskellige månefaser. I år er der fuldmåne 2½ time efter, at Månen er i perigæum, hvilket er det tætteste siden 1948. Når Månen er tæt på Jorden, ser den også størst ud. Det er dog meget vanskeligt at se forskel fra en ’normal’ fuldmåne, idet størrelsesforskellen mellem perigæum og apogæum kun er på lidt mere end 10%. Hvis man synes, at Månen ser usædvanlig stor ud, når den står op, skyldes det i stedet den såkaldte måneillusion.


Fuldmånens størrelse under perigæum og apogæum.

De senere år har medierne gjort et stort nummer ud af denne årlige begivenhed. Første gang var i 1979. Kioskbaskerudtrykket supermånen blev brugt, fordi pressen havde fået nys om, at Månen ville komme særlig tæt på Jorden og derfor se langt større ud end normalt. Forstavelsen super skal angiveligt understrege noget exceptionelt, enestående og usædvanlig - noget som overgår alt andet: Supernova, Supermand, Superligaen. Når nyheden også rammer medierne i 2016, er der således ingen grund til panik. Månen fylder ikke det halve af himlen, den blænder ikke med sit umådeligt skarpe lys, og den støder ikke sammen med Jorden.

Som det blev nævnt i indledningen, er efteråret er en god sæson til at lære stjernehimlen at kende. Stjernevrimlen synes uendelig, men såfremt der følger en interessant historie med, kan man bedre senere identificere de forskellige stjernebilleder, og netop her i november udfolder en af de bedst kendte græske myter sig højt på himlen mod syd efter mørkets frembrud.  


Himlen i sydlig retning i november. Cassiopeia (som ligner et stort W) står lodret over hovedet omkring kl. 22 midt på måneden. Det nederste billede viser samme himmeludsnit med indtegnede figurer.

Andromeda var datter af kong Cepheus og dronning Cassiopeia. Cassiopeia pralede af, at både hun og Andromeda var smukkere end havnymferne nereiderne. Nereiderne klagede til havguden Poseidon, som hævnede sig ved at lade havuhyret Cetus hærge kysten langs kong Cepheus kongerige. Cepheus rådspurgte oraklet i Ammon og fik at vide, at han kun kunne blive fri for uhyrets hærgen, hvis han ofrede Andromeda til havuhyret. Andromeda blev derfor lænket til klipperne ved kysten, men da havuhyret viste sig, kom helten Perseus tilfældigvis forbi på sin hest Pegasus. Perseus havde netop udført en af sine heltegerninger ved at hugge hovedet af gorgonen Medusa. Medusa havde et så ondt blik, at hun kunne forvandle alle til sten ved blot at se på dem. Da Perseus kom forbi, blev han bjergtaget af Andromedas jomfruelige skønhed og reddede pigen ved holde det afhuggede hoved fra Medusa op foran havuhyret, som derefter sank til havets bund som en sten.

Andromeda indeholder det fjerneste objekt, som kan ses med det blotte øje. Det er Andromedagalaksen M31, som uden optiske hjælpemidler kan ses som en diffus tågeplet på størrelse med fuldmånen.


Andromedagalaksen findes nemmest med udgangspunkt i Andromedas tre klareste stjerner ved at følge en linje fra den midterste via to lidt svagere. Galaksen ligger lige over den svageste af disse.

Andromedagalaksen ligger i en afstand af omkring 2½ million lysår, dvs. det lys vi ser fra den en mørk novembernat blev udsendt for 2½ million år siden, og det har i den mellemliggende været undervejs med en hastighed på 300000 kilometer i sekundet. Til sammenligning tager det lyset lidt mere end ét sekund at bevæge sig fra Månen til Jorden, den nærmeste stjerne ligger i en afstand på 4½ lysår, og de fleste stjerner, som kan ses med det blotte øje, ligger indenfor en afstand på et par hundrede lysår.                                      


Sammenligning af afstanden til forskellige objekter.

Det menneskelige øje har svært ved at opfatte farver ved svag belysning, så de mange flotte farvebilleder, man har set af Andromedagalaksen, er optaget med lang eksponeringstid gennem store teleskoper. En almindelig prismekikkert samler mere lys end det blotte øje, men stadig ikke nok til, at farverne træder tydeligt frem. Det lønner sig dog alligevel at forsøge, for derved kan man under en mørk himmel være heldig at få et glimt af de to satellitgalakser, som kredser omkring Andromedagalaksen.


Andromedagalaksen set gennem en 7x50 prismekikkert under en mørk himmel. Selve kernen er tydelig, og af de to satellitgalakser er M32 relativt nemme at se. En figur af tre stjerner på mag. 7 kan bruges som ledetråd. Den mere diffuse M110 (også katalogiseret som NGC 205) volder større problemer. 

I løbet af natten til den 12. november 1833 havde stjerneskudssværmen Leoniderne et så kraftigt udbrud, at mange mennesker troede, at verdens undergang var forestående. I dag gribes vi ikke af panik ved en sådan spektakulær begivenhed, tværtimod. Nu ved vi, hvad der forårsager de mange stjerneskud, så det himmelske fyrværkeri betragtes derimod som en af naturens smukkeste oplevelser. I 1833 blev begivenheden startskuddet på en ny videnskabsgren indenfor astronomien: meteorvidenskab og forudsigelsen af kommende sværme. 


To træsnit, som viser Leoniderne i 1833.

Datidens astronomer havde i begyndelsen af 1800-tallet bemærket, at mange meteorer syntes at komme fra samme retning. Når deres spor blev forlænget bagud, skar de alle hinanden i et punkt, og for Leonidernes vedkommende var det i nærheden af stjernebilledet Løven. Vi kalder dette punkt for radianten, og meteorsværme er opkaldt efter det stjernebillede, hvori radianten findes.

Leoniderne fortsatte med at forbløffe folk. I 1866 og igen i 1867 observerede man igen adskillige tusinde meteorer i timen. På grund af dette ærefrygtindgydende skuespil så man frem til et nyt udbrud, når der igen var gået 33 år. 

Senere i 1800-tallet bemærkede astronomerne, at meteorsværmenes baner er sammenfaldende med kometbaner. Denne lighed antydede, at meteorer er løsrevne småfragmenter udkastet fra kometerne, når disse passerer forbi Solen. Leoniderne blev hurtigt identificeret som stammende fra kometen Temple-Tuttle. Denne komet blev opdaget af William Temple i december 1865 og uafhængigt heraf af Horace Tuttle i januar 1866.

Med stor spænding ventede man således på et udbrud i 1899, men desværre viste der sig kun relativt få meteorer ved sværmens beregnede maximum. Forudsigelsen var omtalt i alle aviser, og den udeblevne begivenheden blev en alvorlig tilbagegang for folks tillid til astronomerne. Skuffelsen fik folk til at miste interessen for Leoniderne, som kun kunne fremvise et antal på 15-20 meteorer i timen i de første par årti af 1900-tallet. Et moderat udbrud på omkring 240 pr. time i 1932 blev ikke bemærket af særlig mange. En sværm, som tidligere havde skabt frygt for dommedag, var stort set glemt og blev kun observeret af nogle få entusiaster.

Da Leoniderne vendte tilbage med et storslået skue i 1966, var der således kun meget få mennesker udendørs, da begivenheden fandt sted kort før daggry over det sydvestlige USA. Et lille dusin meteorobservatører havde bemærket en svag stigning i aktiviteten mellem kl. 02.30 og 03.30. Dette steg til næsten 200 meteorer pr. time i den følgende time, og ved 5-tiden om morgenen var aktiviteten kommet op på 2 meteorer i sekundet. Aktiviteten fortsatte med at stige, og maximum forekom nogle få minutter før klokken seks, da der blev observeret 40 meteorer pr. sekund - svarende til 144.000 i timen.


Leoniderne i 1966 fra det vestlige USA. Billedet er en 12-minutters eksponering med en 50 mm
f/1,9 linse på Kodak Tri-X (ISO 400) film.

Leonidesværmen havde igen vist sin fordums storhed, og praktisk talt ingen bemærkede det. Da nyheden blev spredt, voksede interessen atter. Ville der komme et lignende udbrud i 1999? Det gjorde der ikke. Der blev set flere meteorer end normalt, men nogen storm blev det ikke. I 2002 forekom et mindre udbrud, og siden da er sværmen vendt tilbage til normalt niveau med en ZHR på 10-20. I år er forholdene ugunstige, fordi maksimum falder tæt på fuldmåne. Maksimum forventes om morgenen den 17. november, og der er som tidligere nævnt fuldmåne den 14.


Leonidernes radiant. Løven står op lige efter midnat, og de bedste forhold er timerne før daggry.

 Månens aktuelle fase

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg  
434007