Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Stjernehimlen i oktober 2016





Stjernehimlen i oktober 2016

Sommertiden slutter
Nattehimlen i oktober
Deneb
Albireo
Sirius
Algol
Orioniderne

Draconiderne
Venus
Saturn og Mars
Neptun
Uranus
Merkur
Jupiter
Månen
Okkultation af Hyaderne
Månens faser

Oktober har ofte adskillige lune dage. Gennemsnitstemperaturen ligger på 9.1º. Den hidtil varmeste oktoberdag forekom den 1. oktober 2011, hvor der blev målt 26,9º, hvilket faktisk regnes som en sommerdag, idet definitionen herfor er en temperatur på over 25º. Den tidligere rekord var fra 1978 med 24,1º. I den modsatte ende er den laveste målte temperatur i oktober ÷11,9º om natten den 30. oktober 1880.

Astronomisk set begynder efteråret ved efterårsjævndøgn, når Solen står lodret over Ækvator. I år skete det den 22. september kl. 16:21, og efteråret varer ifølge denne definition indtil vintersolhverv den 21. december kl. 11:44. Det betyder dog ikke, at sommeren er slut, når vi træder ind i oktober. EU direktiv 2000/84/EF siger, at sommertid varer fra kl. 01:00 verdenstid (UTC) den sidste søndag i marts til kl. 01:00 om morgenen (UTC) den sidste søndag i oktober. I år slutter sommertiden således søndag den 30. oktober. Om foråret skal uret stilles en time frem fra klokken 02:00 til klokken 03:00. Om efteråret skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03:00 til klokken 02:00. Hvis man ikke kan huske, om viserne skal den ene eller den anden vej, kan man altid bruge den nemme huskeregel: Uret skal stilles frem, når det er tid til at sætte havemøblerne ud, og det skal sættes tilbage, når det er tid til at stille møblerne ind i haveskuret igen.

Vi har som lige nævnt passeret efterårsjævndøgn, så i oktober er nætterne blevet længere end dagene. Efter mørkets frembrud kan man fortsat se mange af sommerens stjernebilleder, og efter midnat og i de tidlige morgentimer er vinterstjernebillederne stået op mod øst. F.eks. står sommertrekanten bestående af Vega, Altair og Deneb højt på aftenhimlen i sydlig retning, når det bliver mørkt. Af de tre stjerner er Deneb den svageste. Med en størrelsesklasse på mag. 1,3 syner den langt mindre end de væsentligt klarere Altair og Vega.

Det er dog kun tilsyneladende, at Deneb er den svageste, for den er i virkeligheden en af de mest lysende i hele Mælkevejen. Mens Altair og Vega har en afstand på henholdsvis 17 og 25 lysår, er afstanden til Deneb mere usikker, men den anslås til omkring 2500 lysår. Deneb er en blåhvid supergigant, der lyser mere end 50000 gange så meget som Solen. Såfremt den befandt sig i samme afstand som Altair, ville den være et blændende lyspunkt på mag. ÷8½ og ville være synlig i dagtimerne og i stand til at kaste skygge om natten.


Sommertrekanten.

Den store afstand til Deneb er dog kun en fordel for os her på Jorden. Som alle andre supergiganter er Deneb bestemt til et pludseligt og voldsomt endeligt som en type II supernova. Eksplosionen kan muligvis forekomme inden for de næste par millioner år, hvilket kun er et øjeblik i kosmisk sammenhæng. I Altairs afstand ville en sådan supernova være næsten 1000 gange mere lysstærk end fuldmånen og ville være katastrofal for livet på Jorden. Den voldsomme gammastråling ville nedbryde atmosfærens beskyttende ozonlag. Ozonlaget beskytter Jorden mod farlig stråling fra Solen og mod kosmisk stråling, så vi er heldige, at Deneb befinder sig i en sikker afstand.

Deneb kendes også under betegnelsen α Cygni, da det er den klareste stjerne i Svanen. Den næstklareste er Albireo, β Cygni, der betragtes som en af himlens smukkeste dobbeltstjerner. Dens gule og blå nuancer er bemærkelsesværdige, fordi kontrasten er så tydelig. Albireo er især populær hos ejere af mindre teleskoper. Den er let at opløse med forstørrelser så lave som 20× - 30×, og farverne fremstår også tydeligere, når den ses med små teleskoper end med større instrumenter, fordi sidstnævnte samler så meget lys, at stjernerne overstråler hinanden. Adskillelsen mellem de to komponenter på mag. 3,1 og mag. 5,1 er 34”.

 Albireo, β Cygni.

De, som står tidligt op for at iagttage morgenhimlen, kan ikke undgå at bemærke, at vinterstjernebillederne - især repræsenteret af Orion og Store Hund med himlens klareste stjerne Sirius - er dukket frem efter at have været ude af syne hele sommeren. I det gamle Ægypten brugte man Sirius til at bestemme, hvornår der kunne forventes, at Nilen gik over sine bredder. Præsterne holdt øje med himlen, og når Sirius for første gang lod sig se lige før solopgang, vidste de, at nu var tiden inde. Sirius havde sin såkaldte heliakiske opgang ved sommersolhverv omkring 3000 år f.Kr. og blev derfor sat i forbindelse med Nilens årlige oversvømmelse og med sommerens komme. I dag betyder præcessionen, at opgangen falder noget senere, og da Danmark ligger højere mod nord end Ægypten, varer tusmørket væsentligt længere, så Sirius’ tilsynekomst markerer snarere sommerens afslutning.
 

Sirius står op over de tre store pyramider i Giza.

Bortset fra den senere opgang på grund af præcessionen ser stjernehimlen stort set ud nøjagtig som på de gamle ægypters tid. Stjernerne skifter ganske vist stilling i forhold til hinanden, medens de kredser omkring Mælkevejens centrum, men på grund af den store afstand til dem går der mange tusinde år, før det kan ses uden måleinstrumenter. Af den årsag blev stjernerne tidligere kaldt fiksstjerner (fra latin stella fixae), og de få undtagelser, som flyttede sig (dvs. planeterne), blev kaldt vandrestjerner fra det græske πλάνητες, som betyder vandringsmand.

En anden undtagelse fra det faste og evige er de foranderlige stjerner, dvs. stjerner som varierer i lysstyrke. Den bedst kendte er Algol, (β Persei), som er en af de klareste variable stjerner på nattehimlen. Som navnet antyder, befinder Algol sig i stjernebilledet Perseus, som ved midnatstide står lige så højt på himlen som Svanen, men medens Svanen står på vesthimlen, står Perseus på østhimlen.

I den klassiske mytologi repræsenterer Algol gorgonen Medusas afhuggede hoved, som Perseus holder i sin venstre hånd. Nogle versioner af mytologien omtaler dog blot Algol som Medusas onde øje, hvis blik er i stand til at forvandle enhver til sten. Det er ikke vanskeligt at forestille sig Algol som en dæmonstjerne, når man ser gennem øjnene på vores forfædre, der forestillede sig nattehimlen befolket af mærkelige væsener. Når mere end halvdelen af Algol lys forsvinder nogle timer for derefter at vende tilbage til normalt igen, må have givet dem en følelse af skræk.
 

Perseus med Medusas hoved.

Algol varierer, fordi den i virkeligheden er et dobbeltstjernesystem bestående af en svag K-stjerne og en klar B-stjerne. Systemet har en sådan orientering, at baneplanet vender mod Jorden, så de to stjerner synes at passere ind foran hinanden. Faktisk er Algol prototypen på denne klasse af formørkelsesvariable. Foranderligheden blev opdaget i 1669 af den italienske astronom Geminiano Montanari, men der er spekuleret over, om navnet Algol opstod, fordi araberne kendte til dens variation. Navnet Algol er en afledning fra Ra's al-Ghul, Dæmonens hoved, og som en sidebemærkning er al-Ghul også oprindelsen til ordet alkohol - i bogstaveligste forstand ’den djævelske drik'.

 Animation af Algolsystemet.                                            

Algols variation er præcis som et urværk, idet den bliver svagere hver 2 døgn 20 timer og 49 minutter. Ændringerne er tydelige for det blotte øje, for når den er svagest, er lysstyrken kun mag. 3,4 i stedet for den normale mag. 2,1. Minimum varer omkring 2 timer, og selve faldet og den efterfølgende stigning varer i alt omkring 10 timer. Midt mellem to primære formørkelser forekommer en sekundær formørkelse, når den klareste stjerne formørker den svageste. Dette sekundære minima er langt vanskeligere at iagttage, fordi det kun er på 1/10 magnitude.
 

Algol, forløbet af en formørkelsescyklus.
 
Nedenstående tabel viser, på hvilke tidspunkter Algol har sin mindste lysstyrke i oktober 2016, og ved at sammenligne med de omkringliggende stjerner, er det meget tydeligt, at Algol er svagere end normalt på de anførte tidspunkter.

Dato

Tidspunkt

 

Dato

Tidspunkt

02. oktober

19:45

 

20. oktober

00:38

05. oktober

16:34

 

22. oktober

21:26

08. oktober

13:23

 

25. oktober

18:15

11. oktober

10:11

 

28. oktober

15:04

14. oktober

07:00

 

31. oktober

10:53*

17. oktober

03:49

 

*Normaltid. De øvrige er sommertid.

 

 

 




Eftersom formørkelsesforløbet varer 10 timer og selve minimummet omkring 2 timer, kan man begynde at observere nogle timer før de anførte tidspunkter for at få så meget af forløbet med som muligt. Bemærk at mange af tidspunkterne falder, medens det er dagslys, hvorved Algol naturligvis ikke kan ses. Observationerne må derfor planlægges efter de datoer, hvor formørkelsen finder sted om natten. Den bedste måde at følge ændringerne er ved at sammenligne lysstyrken med andre stjerner med kendt størrelse, som ikke varierer i lysstyrke. På kortet af Perseus herunder er lysstyrken på de øvrige stjerner i stjernebilledet angivet med rødt.



Perseus, sammenligningsstjernernes lysstyrke.


Andre sammenligningsstjerner er β Andromeda, som har samme lysstyrke som Algol, når den ikke er formørket. Under minimum svarer den til Epsilon (ε) i Cassiopeia, som har en lysstyrke på mag. 3,3.

Orion står op lige før midnat, og udover at pryde himlen og varsle den kommende vinter, kommer dette meget markante stjernebillede i fokus på anden vis i oktober. Meteorsværmen Orioniderne har maksimum om morgenen den 21. oktober, og navnet skyldes, at såfremt man følger meteorernes spor tilbage, kan man se, at de synes at samles i et punkt i nærheden af den berømte jægers store trækølle, som han holder højt hævet klar til brug. Den aftagende måne er i sidste kvarter, så forholdene er ikke helt gunstige i år, for når Orion stiger op over horisonten, er Månen også lige stået op og befinder sig i Tvillingerne tæt på Betelgeuze. Under Orionidernes maksimum ligger ZHR normalt på ca. 25, og i nætterne før og efter maksimum er raten normalt næsten lige så høj som under selve maksimum. Orionidernes ophavskomet er den berømte 1P/Halley, som under sine mange ture rundt om Solen har efterladt et støvspor langs sin bane, og som Jorden krydser hvert år i slutningen af oktober. Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en fart på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet.


Orionidernes radiant ligger lidt over den klare røde kæmpe Betelgeuse.

En mindre meteorsværm i oktober er Draconiderne, som også er kendt som Giacobiniderne på grund af deres ophavskomet 21P/Giacobini-Zinner. I 1933 og 1946 var der en reel meteorstorm, og der var stærk aktivitet i 1985, 1998 og 2011. De fleste år er aktiviteten dog meget lille, hvilket også forventes at blive tilfældet i 2016. Draconidernes radiant ligger lige til højre for Dragens hoved, og eftersom meteorerne er langsomme, er det let skelne dem fra eventuelle sporadiske meteorer. Fra Danmark er radianten over horisonten hele natten og er højest på himlen i de tidlige aftentimer. Maksimum er den 8., og største fordel i år er, at Månen er i første kvarter den 9. og derfor går ned inden midnat.

Oktobers nattehimmel er ikke præget i særlig stor grad af de klassiske planeter i 2016. Lige efter solnedgang kan Venus ses nogle få grader over horisonten mod sydvest. Den 1. oktober går Venus ned 45 minutter efter Solen, og den 31. er dette forøget til 1 time og 15 minutter. Venus’ store lysstyrke betyder, at den som regel kan ses på trods af tusmørket og den lave højde, såfremt himlen er helt klar.

Nogenlunde det samme gør sig gældende for Saturn og Mars. I begyndelsen af måneden går ringplaneten ned lidt mere end 2 timer efter Solen, og i slutningen af måneden er dette svundet til knap 1½ time. Det største problem er den lave højde over horisonten, idet Saturn i disse år befinder sig i den laveste del af Ekliptika, samt at Saturns lysstyrke kun er mag. 0,5. For Mars’ vedkommende er forholdene en smule bedre, idet Mars først går ned omkring tre timer efter Solen i begyndelsen af oktober. Mars’ lysstyrke ligger på omkring samme niveau som Saturns, så også her er den lave højde over horisonten en begrænsning. Selv om vinkelafstanden mellem Solen og Mars bliver mindre i løbet af måneden, går Mars paradoksalt nok senere ned i forhold til Solen ved månedens afslutning end ved dens begyndelse. Det skyldes, at Mars gradvist bevæger sig højere op på Ekliptika. En højere deklination betyder en større dagbue og dermed senere nedgang. I slutningen af måneden går Mars således ned omkring fire timer efter Solen.




De to illustrationer viser aftenhimlen én time efter solnedgang henholdsvis den 1. og den 31. oktober.

Gennem et teleskop vil Mars være en skuffelse - både på grund af den lave højde men også på grund af dens ringe udstrækning. Mars’ skive har en udstrækning på 8”, så kun gennem de største teleskoper må man kunne forvente at se detaljer på Mars’ overflade.

Endnu mindre tilsyneladende udstrækning har Neptun, som skal opsøges i Vandmanden. Det skyldes ikke Neptuns fysiske størrelse, idet dens diameter er 7 gange større end Mars’, men derimod dens afstand på næsten 4½ milliard kilometer. Afstanden betyder også, at Neptuns lysstyrke ikke er mere end mag. 7,8. Det er imidlertid tilstrækkeligt til at være inden for rækkevidde af en prismekikkert, som dog kun kan vise Neptun som en stjernelignende prik. Gennem et teleskop med en forstørrelse på 100×-150× kan man netop lige ane Neptuns udstrækning på 2,3”. Neptun står hele måneden mindre end 2½º fra λ (Lambda) Aquarii, som har en lysstyrke på mag. 4. Et kort over området samt flere detaljer kan findes under stjernehimlen i september.

Uranus er i opposition den 15. oktober. Solsystemets næstyderste planet er således oppe hele natten, og selv om den ligesom Neptun hører til blandt Solsystemets lyssvage objekter, er den med en lysstyrke på mag. 5,7 langt nemmere at finde end Neptun. Uranus befinder sig nogle få grader øst for ζ (Zeta) Piscium på mag. 5. Også for Uranus’ vedkommende kan et detaljeret kort og flere oplysninger findes under stjernehimlen i september.

Merkur opnåede sin største vestlige elongation sidst i september. I begyndelsen af oktober er den solnære planet således fortsat synlig på morgehimlen. Det skyldes især, at Merkurs lysstyrke stiger, hvilket kompenserer for, at vinkelafstanden til Solen samtidig bliver mindre. Den 1. oktober har Merkur en lysstyrke på mag. ÷0,8. Dette er tilstrækkeligt til, at planeten kan ses indtil omkring ½ time før solopgang, på hvilket tidspunkt højden over horisonten er godt 10º.

Den 1. oktober kan Jupiter ikke ses. Den store gaskæmpe var i konjunktion med Solen den 26. september, men en uges tid ind i oktober kan man så småt begynde at se efter den i det tidlige morgengry. Den 10. står Jupiter 2º under Merkur, og den 11. er afstanden svundet til kun 1º. Jupiter er den klareste. Dens lysstyrke er mag. ÷1,7 og Merkurs mag. ÷1,1.


Merkur og Jupiter på morgenhimlen den 11. oktober.

På grund af den lyse morgenhimmel kan det i første omgang blive nødvendig at bruge en prismekikkert og derefter forsøge sig med det blotte øje. De følgende morgener nærmer Merkur sig Solen og forsvinder ud af syne. Til gengæld kommer Jupiter højere på himlen for hver morgen, der går, og inden månedens udgang står den op 2½ time før Solen.      

Når man betragter Månen, er det tydeligt, at den bevæger sig hurtigt i forhold til baggrundsstjernerne. Den flytter sig ca. 13º pr. døgn, hvilket svarer til ½º, eller dens egen diameter, i løbet af en time. Især er det tydeligt, såfremt den passerer forbi en lystærk stjerne.
 

Månens bevægelse i løbet af ét døgn.
 

Månens bevægelse i løbet af 6 timer.

I løbet af natten mellem den 18. og 19. oktober får man en god lejlighed til at konstatere Månens bevægelse, medens den nærmer sig den klare røde stjerne Aldebarn i Tyren. I løbet af natten kan man følge, hvordan afstanden mellem Månen og Tyrens røde øje bliver mindre og mindre. Desværre bliver Aldebaran ikke okkulteret fra vore breddegrader, og Månen passerer tættest forbi den efter solopgang, men til gengæld vil den okkultere adskillige af Hyadernes klareste stjerner og naturligvis endnu flere af de svagere.
 

Månen og Hyaderne 19. oktober.

De nøjagtige tidspunkter afhænger af hvor i landet man bor. The International Occultation Timing Association har en tabel over de største byer i Danmark. Scroll ned til oktober og marker den aktuelle stjerne. I listen findes de danske byer under DK. Bemærk at tiderne i tabellen er angivet i UT.

Den første klare stjerne som bliver okkulteret er γ Tauri på mag. 3,6. kl. 01:24. Den næste er 71 Tauri på mag. 4,5 kl. 04:54. Kl. 05:46 bliver Theta1 Tauri på mag. 3,8 okkulteret, og 3 minutter senere står Theta2 Tauri på mag. 3,4 for tur. Okkultationerne finder sted ved Månens belyste rand, hvilket gør det lidt sværere at se stjernerne. Til gengæld er det muligt at følge dem, indtil de pludselig slukkes, når de forsvinder bag Månens rand. 

Månens aktuelle fase lige nu kan ses her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



 

Besøg  
427038