Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Betlehemsstjernen





Betlehemsstjernen

Her omkring juletid får astronomerne ofte stillet spørgsmål om Betlehemsstjernen, fordi den kan fortolkes som et særligt astronomisk fænomen, som opstod omkring tidspunktet for Jesu fødsel.

Hvad var Betlehemsstjernen? Det følgende er baseret på den antagelse, at der rent faktisk fandt en astronomisk begivenhed sted, som i overleveringen blev til Betlehemsstjernen. Der er dem, der hævder, at denne antagelse er forkert, og at vi ikke bør forsøge at udlede historiske astronomiske begivenheder ud fra beretningen om Jesu fødsel. Jeg vil vende tilbage til dette i slutningen af artiklen.

Den første henvisning til Betlehemsstjernen findes i andet kapitel af Mattæusevangeliet:

Matthæus 2:1-10
1 Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:
2 "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham."
3 Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham;
4 og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes.
5 Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten:
6 Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel."
7 Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne.
8 Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: "Går hen og forhører eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig det, for at også jeg kan komme og tilbede det."
9 Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var.
10 Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade.

Teksten i Mattæusevangeliet giver os nogle oplysninger om tidspunktet for Jesu fødsel. En anden reference til tidspunktet for fødslen er i andet kapitel af Lukasevangeliet, bedre kendt som Juleevangeliet:

Lukas 2:1-11
1 Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
2 (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,)
3 Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
4 Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,
5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
6 Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.
7 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.
8 Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.
9 Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre
10 Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
11 Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.

 
Selvom Jesus kom til at få en betydelig indflydelse på den vestlige civilisations historie og kultur, blev han ikke anset for vigtigt i løbet af sin levetid, så de præcise detaljer om hans fødsel er ikke bevaret.

Den største ikke-bibelske kilde til oplysninger om jødiske begivenheder omkring Jesu levetid kommer fra skrifter af den jødiske historiker, Joseph ben Matthias bedre kendt som Flavius Josephus (ca. 37-100 e.Kr).  Skrifterne kaldes henholdsvis Den jødiske Krig, der blev skrevet lige efter Jerusalems fald år 70 og Jødisk forhistorie, der blev skrevet omkring år 93-94. Men Jesus får blot en kort omtale i Josephus' skrifter, og hvad der er, handler kun om hans voksne liv.

Den romerske historiker Tacitus (ca. 56-118 e.Kr) nævner kun Jesus i en enkelt sætning i sit sidste store arbejde, Annales, der er skrevet ca. 115-117 e.Kr., og omtalen drejer sig om Jesu død. 

De bedste informationer vi har, kommer derfor fra Mattæus- og Lukasevangelierne, der blev skrevet omkring 80-90 år efter Jesu fødsel. Forfatterne af de to evangelier skriver ikke med vores moderne opfattelse af historisk nøjagtighed i tankerne og tillægger ikke historiske, fysiske sandheder den samme betydning, som vi gør i dag. Dette forhold bliver ikke husket af mange kristne, agnostikere og ateister i dag og har ført til mange ophedede diskussioner mellem dem i de sidste par hundrede år.

Men den moderne læser ønsker historiske facts. Kong Herodes (Herodes den Store), kejser Augustus og Kvirinius var regeringsembedsmænd i det romerske imperium, så de har historiske referencer med datoer knyttet til sig, som kan anvendes som markører til den historiske tidslinje.

Her må en vanskelighed dog først ryddes af vejen. Selvom vi lige nu skriver 2014, betyder det ikke, at vi blot kan regne lige så mange år tilbage. Den tidsregning, som vi anvender i dag, blev først indført omkring midten af det 6. århundrede. Indtil da blev årstallene bl.a. anført med udgangspunkt i tiden, der var gået siden Roms grundlæggelse.

Det var først i år 554 efter vores nuværende tidsregning, at kejser Justinian i et dekret fastslog, at Juledag skulle være den 25. december, og samtidig fastslog man Jesu fødselsår til år 754 efter Roms grundlæggelse.

Der er derfor ingen, der ved, om julen fejres på det rette tidspunkt. Jesus kunne teoretisk set være født på hvilken som helst årstid. Kalenderen, som vi kender den i dag, eksisterede ikke for 2000 år siden.

At man valgte den 25. december har primært været af religiøse grunde. Man erstattede tidligere hedenske fester med en kristen kirkefest, og samtidig faldt datoen sammen med vintersolhvervet, hvad der havde symbolsk betydning - nu begyndte lyset nemlig at vende tilbage, og dagene blev atter længere.

Kong Herodes er også nævnt i Lukasevangeliets første kapitel, der bl.a. handler om Jesu fætter Johannes Døberen, der var cirka seks måneder ældre end Jesus. Trods forskellene i fødselsberetningerne i Mattæus- og Lukasevangelierne er de enige om, at Jesus blev født under Kong Herodes regeringstid, dvs. engang mellem 37-4 f.v.t.

Jesus blev sandsynligvis født blot et par år inden afslutningen på Herodes' regeringstid. De vise mænd fra Østerland hylder jesusbarnet snarere end den nyfødte Jesus, i modsætning til den fødselsscene, der er populær i dag. Dette er i overensstemmelse med Herodes’ skøn over Jesu alder, da han gav ordre til at dræbe alle de børn (eller rettere drengebørn) i og omkring Betlehem, der var to år eller derunder. Forfatteren til Mattæusevangeliet bruger de samme ord til at beskrive Jesu alder, da han med sine forældre flygtede til Egypten, og da han kom tilbage efter Herodes' død - han var et lille barn, da de flygtede, og da de kom tilbage.

En anden måde at vurdere Jesu fødselsdato er at bestemme, hvornår han begyndte at optræde offentligt og arbejde baglæns derfra. I Lukasevangeliet nævnes, at Jesus var omkring tredive år gammel (læs 28-35 år gammel), da han startede sit virke (Lukas 3:23).

Evangeliets bøger (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes), Apostlenes Gerninger samt Josephus og Tacitus siger alle, at Jesus blev korsfæstet under landshøvding for Judæa, Pontius Pilatus’ regeringstid. Ifølge Josephus og andre tidlige historikere ved vi, at Pilatus regerede fra 26-36 e.Kr. Josephus siger, at Jesu 2-3 år’s virke fandt sted i løbet Pilatus's regeringstid.

I Lukasevangeliet 3:1-2 findes en anden henvisning til tidspunktet: I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, da Ponitus Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsfyrste i Galilæa, og hans broder Filip landsfyrste i Ituræa og Trakonitis’ land og Lysanias landsfyrste i Abilene, mens Annas og Kaifas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Johannes, Zakarias’ søn i ørkenen.

Denne Johannes er Jesu fætter, Johannes Døberen, og Herodes er Herodes den Stores søn, Herodes Antipas, landsfyrste i Galilæa og Perea fra 4 f.Kr. til 39 e.Kr. Tiberius regerede som enekejser fra 14-37 e.Kr. Filip er Herodes Philip, landsfyrste i Batanea, Trachonitis og Auranitis 4 f.Kr. til 33/34 e.Kr. (Lukas er den eneste kilde, der hævder, at Pilip var landsfyrste i Ituræa). Caiaphas var ypperstepræst 18-36 e.Kr. Desværre døde den eneste Lysanias, der fra andre kilder vides at have været landsfyrste i Abilene, i 36 f.Kr.
 
Usikkerhed om Tiberius' præcise regeringstid forhindrer en fastsættelse af hvilket år, der svarer til femtende år - skøn spænder fra 26-29 e.Kr. Tiberius var kejser sammen med Augustus fra 12 e.Kr. og blev enekejser efter Augustus' død i år 14. Yderligere tilføjelse til usikkerheden er det faktum, at forfatteren til Lukasevangeliet kunne have brugt den Julianske, Syrisk-makedonske, egyptiske eller jødiske kalender til at fastsætte sine datoer.

Alle de store romerske historikere bruger år 14 som starten på Tiberius' regeringstid, og eftersom Lukasevangeliet sandsynligvis var skrevet for græsk-romerske læsere, har forfatteren til Lukasevangeliet sandsynligvis godtaget Tiberius' regeringsstart som 14 e.Kr og har brugt Julianske eller Syrisk-makedonske kalendere. Derfor er det femtende år meget sandsynligt 28 e.Kr. Jesus begyndte sin offentlige optræden kort efter Johannes Døberen begyndte sin virksomhed, dvs. omkring 27- 29 e.Kr. med år 28 som det mest sandsynlige. 

Lukas’ skøn over Jesu alder som værende i trediverne i begyndelsen af hans virke, gør det sandsynligt, at Jesus blev født inden for blot et par år før år 4. f.Kr. Der er enighed blandt forskere om, at den historiske Jesu fødselstidspunkt må ligge deromkring.

Det bemærkes, at der ikke er brugt oplysningerne i Lukas 2:1-2, der fortæller om en folketælling, da Kvirinius var landshøvding i Syrien, idet der er et par problemer med dette: 1) en tælling forekommende omkring 5 f.Kr. er ikke dokumenteret i andre kilder, og 2) Kvirinius blev landshøvding i Syrien i 6 e.Kr. og har foretaget en optælling i Judæa, men ikke i Galilæa i 6-7 e.Kr.

Kong Herodes’ efterfølgere Herodes Antipas, Philip og Archelaus, der rådede i henholdsvis Judæa, Samaria, og Idumæa mellem 4 f.Kr. og 6 e.Kr., regner alle deres embedsperiodes begyndelse til 5-4 f.Kr. Også de kronologiske begivenheder der sker i Romerriget passer bedst med Josephus' beskrivelse af omstændighederne ved Herodes' død, hvis 4 f.Kr. anerkendes som dødsår i stedet for et senere tidspunkt.

Der forekom to astronomiske begivenheder, der involverer konjunktioner af planeter omkring tidspunktet for Jesu fødsel: En tredobbelt konjunktion mellem Jupiter og Saturn i Fiskene i år 7 f.Kr. og et nært møde mellem Mars, Jupiter og Saturn i Vædderen i februar år 6 f.Kr. En konjunktion er, når to eller flere objekter synes at stå meget tæt sammen på himlen. Det skal her siges, at planeterne naturligvis ikke står tæt sammen i virkeligheden. Det er kun set i perspektiv fra Jorden, at synsretningen er den samme. I virkeligheden er de mange hundrede millioner kilometer fra hinanden i deres faste baner omkring Solen.

Som bekendt kredser planeterne omkring Solen i næsten cirkelformede baner, således at de inderste har mere fart på end de, der ligger længere væk fra Solen. Set fra Jorden vil vi derfor se, at Jupiter, som er nærmere end Saturn, har mere fart på og så at sige indhenter og overhaler den langsommere Saturn.

Nu ligger det bare sådan, at Jorden har endnu mere fart på og således overhaler både Jupiter og Saturn. Set fra Jorden vil de to ydre planeter derfor synes at bevæge sig baglæns mellem stjernerne, medens de bliver overhalet - Jupiter hurtigst, fordi den jo er tættere på - for så at genoptage den normale retning igen, når overhalingen er forbi. Resultatet bliver, at de to planeter kommer til at passere hinanden tre gange i løbet af syv måneder, og det var netop en sådan såkaldt trippekonjunktion, som fandt sted i år 7 f.Kr.

Fiskene er forbundet med det jødiske folk i astrologien, så når Jupiter og Saturn har stået meget tæt på hinanden tre gange i løbet af nogle måneder, var det  en bemærkelsesværdig begivenhed. Især fordi en tredobbelt konjunktion af de to planeter i Fiskene kun sker en gang hver ca. 800 år. Den første konjunktion indtraf i slutningen af maj, på hvilket tidspunkt de vise mænd kan have påbegyndt deres rejse. Den anden konjunktion fandt sted i slutningen af september, da de var på besøg hos kong Herodes, og den tredje og sidste kunne ses mod syd, dvs. mod Betlehem i begyndelsen af december, efter at Herodes havde sendt dem dertil. 

Jupiter blev betragtet som kongestjernen og stjernen for held, medens Saturn var den mesopotamiske guddom, som beskyttede Israel.  Disse sjældne konjunktioner kunne have været forudsagt af vismænd (astrologer) fra Østen, og vismændene kunne have fortolket hændelsen til, at en stor konge skulle fødes i Israel. Herodes var på dette tidspunkt jødernes konge og var meget paranoid om at blive fordrevet, og han blev derfor forfærdet over denne nyhed.

Selv om Jupiter og Saturn aldrig kom tæt nok sammen til at blive forvekslet som en enkelt stjerne, kan ordet ”stjerne'' have haft en anden betydning for de vise mænd end for os i dag, og deres definition af stjernen kunne have dækket over en planetkonjunktion.

For 2000 år siden betragtede man stjernehimlen for astrologiens - altså stjernetyderkunstens skyld. Astronomien, læren om himmellegemerne som fysiske objekter, var kun en biting. Det var en almindelig tro, at stjernernes og planeternes indbyrdes stillinger kunne forudsige kommende begivenheder. Denne overtro er bevaret til i dag, hvor vi især i ugebladene kan læse om den enkeltes kommende skæbne i horoskoperne. Det er naturligvis det rene vås, men dengang var man fuldt overbevist om astrologien sandhed.

Astrologerne arbejdede efter et meget indviklet system, hvor stjernebilledernes stilling, og ganske særligt dyrekredsens stjernebilleder, spillede en afgørende rolle. Nogle stjernebilleder var gunstige, medens andre var ugunstige.

Dernæst arbejdede astrologerne med de syv vandrende himmellegemer: Solen, Månen og de dengang fem kendte planeter. Også blandt planeterne var nogle gunstige, andre ugunstige. Deres stilling i dyrekredsens stjernebilleder og deres indbyrdes stilling i et givet øjeblik dannede basis for forudsigelserne. Astrologerne var derfor højt ansete i samfundet, da de var i stand til at forudse kommende begivenheder.

Undersøger vi nu på dette grundlag forholdene for 2000 år siden, ændres billedet totalt. Blandt dyrekredsens tolv billeder spillede især Vædderen, Løven og Skytten en vigtig rolle; de dannede den såkaldte ildtrigon. Såfremt to eller flere planeter mødtes i disse tegn, varslede det efter de gamle stjernetyders mening altid om en afgørende begivenhed, og især Jupiter og Saturn var vigtige i denne sammenhæng.

De vise mænd (Magi) var astrologer, der kom fra et sted øst for Jerusalem (Arabien, Mesopotamien eller andre steder). Det tog dem formodentlig nogle måneder at rejse til Jerusalem. Senere traditioner har øget de vise mænds status og gjort dem til konger, og det er eftertiden, der definerer antallet af dem til at være tre, Caspar, Melchior og Balthasar - måske fordi der var tre gaver: guld røgelse og myrra.

Såfremt vi holder os til konjunktionen mellem Jupiter og Saturn, kan man forestille sig, at der er sket følgende:

De vise mænd fra Østerland (læs: astrologerne) havde bemærket, at Jupiter og Saturn nærmede sig hinanden, og selvom de ikke havde noget kendskab til planeternes rent fysiske forhold, havde de et forbavsende godt kendskab til himmelmekanikken og var således via deres erfaring godt klar over, at den kommende konjunktion ville blive et tredobbelt møde.

Det første planetmøde fandt sted sidst i maj måned, og når der i Matthæusevangeliet står, at de havde set stjernen i Østen, kan det både betyde, at de havde observeret fra Babylon, altså øst for Palæstina, eller også at observationen var foretaget om morgenen i maj. På det tidspunkt stod Jupiter og Saturn nemlig i nærheden af Solen - altså set fra Jorden - og kunne ses mod øst umiddelbart før solopgang.

De vise mænd besluttede da at rejse mod vest, mod Jerusalem, for ved selvsyn at konstatere, om profetien om den nyfødte kongesøn blev opfyldt. De vise mænd vidste også, at næste planetmøde ville finde sted i slutningen af september, når Jupiter og Saturn ville stå op om aftenen, og de begav sig da af sted.

Da de ankom til Jerusalem efter rejsen på over 1000 kilometer, var der stadig tid til det sidste og afgørende planetmøde, som ville finde sted i begyndelsen af december. De opsøgte kong Herodes for at rådspørge ham; de troede måske, at det er ham selv, som ventede en søn, som skulle blive den nye konge. Herodes rådførte sig med sine skriftlærde, som sendte vismændene til Betlehem, hvor profeten Mika havde sagt, at Messias skulle fødes.

Matthæus' udsagn om, at stjernen gik foran dem og stod stille, da de ankom til Betlehem, lyder umiddelbart uforståeligt, men faktisk kunne det godt have set sådan ud. Betlehem ligger nogle kilometer syd for Jerusalem, og moderne beregninger viser, at de to planeter har stået meget tæt sammen på sydhimlen om aftenen, da vismændene begav sig på vej.

Som alle ved, er himmellegemerne så langt borte, at det ser ud, som om de følger med, når man bevæger sig i forhold til det omgivende landskab. Da vismændene ankom til Betlehem og standsede, stod stjernerne naturligvis også stille over byen og ledte således vej til stalden.


Betlehemsstjernen, 4. december år 7 fvt. kl 16:00.

Da vismændene efter besøget hos Josef og Maria i stalden atter forlod Betlehem, tog de ikke tilbage til Jerusalem for at rapportere til kong Herodes. I en drøm var de blevet advaret og drog derfor hjem ad en anden vej. De vidste nemlig, at Mars i sin bane omkring Solen i løbet af det kommende år ville komme til at stå tæt sammen med Jupiter og Saturn i Vædderens stjernebillede, et af de skæbnesvangre i ildtrigonen, og dette kunne kun tydes som en advarsel om fatale begivenheder.

To andre konjunktioner vises ofte på planetarier som muligheder for, hvad Betlehemsstjernen kunne have været. Et meget tæt møde mellem Venus og Jupiter i år 3 f.Kr. efterfulgt af en endnu tættere året efter, hvor planeterne syntes at smelte helt sammen set med det blotte øje. Dette passer med det alternative dødsår for Herodes i år 1 f.Kr. i stedet for det mere bredt accepterede 4 f.Kr. Selv om de fleste forskere er uenige i, at disse særlige konjunktioner skulle være en forklaring på Betlehemsstjernen, giver det et godt indblik i diskussionen om, hvad det kunne have været. Det viser også, hvilke astrologiske betydninger de vise mænd kunne have tillagt de forskellige planetkonjunktioner, som de enten observerede eller forudsagde.

Kinesiske astronomer registrerede i marts/april år 5 f.Kr. en ny stjerne i Stenbukken, og den var synlig i over 70 dage. Denne nye stjerne kunne have været en nova eller en supernova (en forkortelse for det latinske nova stella, ny stjerne). En supernova er i virkeligheden en gammel stjerne, der pludselig blusser op, og forøgelse af lysstyrken bliver mange tusinde gange den tidligere. Lysstyrken topper meget hurtig, dvs. inden for et par dage, mens det kan tage mange måneder, før stjernen bliver usynlig igen.

Den nye stjerne observeret af kineserne kunne ses på den østlige himmel flere timer før solopgang (husk Mattæus 2:2: Vi har set hans stjerne i Østen). Men Mattæus 2:9 siger, at objektet var synligt i syd, da de vise mænd var på vej mod Betlehem efter deres besøg hos kong Herodes. En nova ville ikke have flyttet sig så meget og ville ikke have stået på himlen så mange måneder. Desuden er Stenbukken langt fra det galaktiske plan, hvor novaerne normalt optræder, fordi de fleste stjerner i Mælkevejen findes her. En nova i Stenbukken ville være en meget sjælden begivenhed, så måske var det i virkeligheden en komet.

Den nye stjerne kunne have været en komet, noget vi i dag ved er meget anderledes end en nova, men for længe siden blev kometer, ligesom novaer, betragtet som budbringere af vigtige begivenheder. Kometer varslede dog normalt noget uheldigt. På grund af den kostlignende udseende af kometernes hale associerede kineserne dem med noget, der fejede den gamle orden i tingene væk.

Selv langt op i Middelalderen blev en komet beskrevet som ildevarslende, og følgende iagttagelse blev endda nedskrevet af en videnskabsmand: "Den var så forfærdelig, at flere døde af angst, og andre blev syge. Den havde en utrolig længde og var blodfarvet. Midt i så man en bøjet arm, i hvis hånd der var et sværd parat til hug. På begge sider af kometens stråler kunne man se en mængde økser, knive og blodfarvede sværd, der var fuldt op af menneskelige ansigter med busket skæg og hår".

Vismændene så oprindeligt Betlehemstjernen i øst, og på det tidspunkt, hvor de efter besøget hos Herodes var på vej til Betlehem, kunne de have set den foran sig, da de gik mod syd. En komet kunne have bevæget fra øst til syd i løbet af de 2-4 måneders rejse, som vismændene foretog. Men de kinesiske astronomer registrerede ikke så stor en bevægelse af objektet; det kunne lige så godt have været en nova, idet kineserne ofte angav et nyopdukket fænomen som en gæstestjerne. Halleys komet viste sig omkring det aktuelle tidspunkt, men dens tilsynekomst forekom i år 12 f.Kr., hvilket er uden for den sandsynlige tidsramme for Jesu fødsel.

Nogle foreslår, at Betlehemsstjernen simpelthen var Jupiter, som passerede gennem et stationært punkt i sin vandring over himlen. Når en planet gennemgår sin retrograde bevægelse, foretager den en sløjfeformet bane mod stjernebaggrunden. Planeten ser ud til at stå stille i hver ende af sløjfen i omkring en uges tid. Babyloniske astronomer havde en stor interesse i retrograde bevægelser, og de vise mænd kan have været i Betlehem, da Jupiter var på et stationært punkt. Det tredobbelte møde mellem Jupiter og Saturn og det nære møde mellem Mars, Jupiter og Saturn ville have advaret de vise mænd om at se efter endnu et tegn på himlen. Hvis de fulgte Jupiter fra det tidspunkt, hvor den dukkede frem af Solens stråler i maj 5 f.Kr., ville de have set Jupiter passere gennem et stationært punkt fire måneder senere, hvilket svarer til den omtrentlige længde af deres rejse. 

Planetkonjunktioner og Jupiters stationære punkter er sandsynligvis tættere på sandheden end novaer og kometer. Planetteorier har de mindste vanskeligheder med at forklare de astronomiske fænomener, der skete engang i 7-4 før tidsregningens begyndelse.

Hvad hvis Betlehemstjernen blot er opfundet af forfatteren til Mattæusevangeliet? Bemærkelsesværdige himmelske begivenheder og store konger hører sammen. Forfatteren til Mattæusevangeliet skrev primært for et jødisk publikum, og forfatteren ønskede at overbevise dem om, at fødslen af Jesus var opfyldelsen af gamle jødiske profetier, og at han ville blive større end deres lovgiver Moses og deres største profet Elias.

Det var først længe efter sin død, at Jesus blev ophøjet til Guds søn og en tredjedel af den guddommelige treenighed. Indtil da var han et ganske normalt menneske med to ganske normale forældre.

På daværende tid var der mange andre Messiasser, som missionerede. Profetier fra det Gamle Testamente havde forudsagt, at Messias ville dukke op omkring dette tidspunkt, og tømreren Josefs søn var den eneste, som gennem sine talegaver formåede at efterlade et blivende indtryk. De øvrige Messiaser forsvandt i glemslen, og eftersom man ikke kendte noget til Jesu fødsel og barndom, var der frit slag for at tilføje en række legender.

I værste fald betyder det, at alle de gamle ikoner og julekort med stråleglans og krybber og får og æsler og hyrder på marken ikke er fysisk/historisk korrekt. Men alle, der omhyggeligt og kritisk har læst Mattæus- og Lukasevangeliet, har formodentlig allerede studset lidt over det beskrevne hændelsesforløb.

Der er ingen tvivl om, at Jesus har eksisteret som historisk person. Det fremgår tydeligt - også af den romerske historieskrivning. Men alle historierne om ham: jomfrufødslen, Betlehemsstjernen, de vise mænd fra Østerland, miraklerne og især selve opstandelsen, er alt sammen beretninger, der gik fra mand til mand i halvtreds år, før de blev nedskrevet. Man kan forestille sig, hvad den folkelige fantasi har lagt til i alle disse år, og måske får vi aldrig den rette sammenhæng at vide.

At sige at Bethlehemstjernen ikke var en reel historisk begivenhed afleder dog ikke opmærksomheden fra budskabet i Mattæusevangeliet, s
å trods alle spekulationerne står det stadig ikke helt klart, hvad den egentlig var. Men det tænker de færreste over, når den bliver sat øverst i træet juleaften.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg  
440329